Ioltabaoth
Veteran
Gnosticisme kort fortalt
Hej troberg.
Det, som Selethil skrev til dig og lænkerne, opsummerer meget godt, hvad gnosticisme går ud, men som religionsforsker giver jeg dig gerne en mere personlig opsummering:
Gnosticisme (kommer af græsk gnosis , erkendelse, viden) kan groft inddeles i to hovedretninger: den kristne gnosis og den hedenske (pagane). Langt det meste gnosticisme vi kender til er kristent inspireret. Jeg siger inspireret, fordi gnosticisme blev erklæret en kættersk retning af den romersk-katolske kirket. Uden at være kristen, vil jeg sige, at det er med rette, da "kristen" gnosticisme ikke er særlig kristen, udover, at den indeholder tanken om en transcendent Gud og har Jesus Kristus, omend i en meget forandret form. Kristen gnosticisme er igen delt op i en del forskellige retninger, der hver har deres fortolkning af universet og af Bibelen. Det, de har tilfælles, er hvad man kan kalde kernen i gnostisk tænkning:
Gud er fuldkommen transcendent, og har intet at gøre med vores verden. Han har heller ikke engang skabt mennesket. I nogle retninger ønsker Gud at frelse mennesket for derved at frelse sig selv, fordi en del af den guddommelige kraft er låst inde i menneskene. Ved at opnå enhed med menneskene får Gud den gnist af guddommelighed tilbage. I andre retninger frelser Gud menneskene, som han intet har at gøre med af ren og skær medlidenhed.
Engang i en ufatbar urtid er Gud helt alene. Han tænker så en tanke, og den tanke tager form og bliver første æon. Æon er egentlig en tidsbetegnelse, men i gnosticisme betyder det også de emanationer , som udgår fra Gud. Disse æoner får også emanationer blandt disse Kristus, og sådan fortsætter en årsagskæde hele vejen ned til os. Det, der så går galt, det der er Syndefaldet i kristen gnostisk tanke, er at æonet Pisthes-Sophia (Tro-Visdom) frembringer en vederstyggelighed, fordi hun (den?) vil skabe noget uden et partner-æon, ganske som Gud kan gøre det. Det kan ikke lade sig gøre, så derfor frembringer hun en ting, der ikke skulle have været: Demiurgen, Ioltabaoth, Samael, Dybet, etc. Han hedder noget forskelligt i hver tradition, alt efter region og sprog. Demiurgen vågner op, og er blind (Samael betyder den blinde gud på hebraisk) overfor den verden af ren ånd, som han befinder sig i. Alle æonerne og Gud er som sagt fuldtud transcendente: de kan ikke ses, ikke føles, ikke høres, ikke smages, ikke lugtes og fremfor alt kan de ikke forstås af et dødeligt menneske. Da den stakkels Demiurge nu er helt alene (tror han), mener han, at det er ham, der er Gud, og går derfor i gang med at skabe en verden af stof, af masse, det diamentralt modsatte af den rene åndelighed, der var før. Han skaber i den proces også liv, heriblandt os, ved hjælp af den guddommelige pneuma, som han har stjålet fra Pisthes-Sophia.
Demiurgen er lidt af en tyran, og derfor går han også i gang med at bosse rundt med os. Han bliver kendt som JHVH ('Jahve', den hebraiske Gud), "den, som er". Menneskene er ligesom Demiurgen blinde og uvidende om, at der er mere end denne stoflige verden, men menneskene har potentialet pga. det guddommelige pneuma (betyder egt. bare luft) til at gennemskue Demiurgens gøglerværk, og derved opnå enhed med den rigtige Gud gennem kundskab og erkendelse (gnosis). Gud sender bl.a. Kristus til at vække menneskene, og Gud og alle emanationerne erklærer overfor Demiurgen, at han er blind ("Du er Samael", altså den blinde gud). Demiurgen kan godt lide at have et mini-kosmos (altså vores kosmos) at styre, så derfor gør han alt for, at vi ikke skal opnå gnosis, og derved undslippe. Han sætter nogle fangevogtere (arkonter) til at vogte over menneskene og til at holde dem blinde. Syv arkonter vogter i visse traditioner over firmamentets syv sfærer. For at undslippe denne beskidte verden, skal man passere disse syv vogtere. Det lykkedes Maria Magdalena i Maria-evangeliet at passere alle syv, men Jesu disciple tror hende ikke, da hun vender tilbage til Jorden.
For at opsummere: Kristen gnosticisme går ud på, at vi er fanget i denne stoflige verden af en pervers (ikke forstået seksuelt, men derimod som forkert, bagvendt) skaber, som ikke er den rigtige Gud. Kun gennem kendskab til den rigtige Gud (gnosis), kan man opnå frelse.
Den ikke-kristne gnosis er stort set det samme, bortset fra de typisk jødisk-kristne aktører. Her er der mange flere forskellige retninger, men de kan koges ned til, hvad man kan læse ud af Hermes Trismegistos (den tre-gange mægtige Hermes, et græsk navn for den ægyptiske Thoth) og Simon Mageren. Kort fortalt er mennesket her fanget i en labyrint (vores verden), som man kun kan undslippe gennem at akkumulere mere og mere mystisk viden. Det er ikke viden i traditionel forstand. Man skal ikke blive klogere og klogere. Man skal derimod lære sig ting, der strider imod al logik, (f.eks. "Han både er og er ikke", "det har ingen begyndelse og ingen ende", "Hvor er midten af det uendelige" indtil intellektet giver op, og man åbner sig for den mystiske oplevelse, hvori man bliver et med verdensaltet. Sammenlign dette med andre mystikere som Lao-Tze, Eckehart, Rumi, etc. Simon Mageren adskiller måske lidt fra de fleste gnostiske traditioner, da han (hvis han da nogensinde har eksisteret) opfordrer til skørlevned, umoralskhed, etc. Men hans skrifter er unægteligt gnostiske, idet de beskriver et univers, hvori mennesket er fanget og blindt. Kun gennem mystiske sammensmeltninger med Verdensaltet kan man opnå gnosis, og derved lyksalighed (Simon benytter ikke ordet frelse i den kristne forstand). At han opfordrer til tøjleløs opførsel og moral er grundet argumentet, hvis menneskekroppen alligevel kun er et kødeligt hylster uden betydning, kan man vel bruge den til hvad man vil. Andre gnostiske retninger argumenterer for, at kødelige lyster holder en fanget i ens kødelige fængsel. Kun ved at fornægte disse lyster kan man gøre sig fri.
Puha, det blev en lang omgang, og jeg har kun kradset overfladen. Hvis du er interesseret i at vide mere, kan jeg godt anbefale nogle bøger om emnet.
P.S.: Omkring det med at være agnostiker, har det intet med gnosticisme at gøre. Agnostiker betyder bare at være uvidende, i dette tilfælde om gudernes eksistens, det vil sige ikke ateist, men heller ikke troende. Det benyttes ikke i sammenhæng med gnosticisme.
Hej troberg.
Det, som Selethil skrev til dig og lænkerne, opsummerer meget godt, hvad gnosticisme går ud, men som religionsforsker giver jeg dig gerne en mere personlig opsummering:
Gnosticisme (kommer af græsk gnosis , erkendelse, viden) kan groft inddeles i to hovedretninger: den kristne gnosis og den hedenske (pagane). Langt det meste gnosticisme vi kender til er kristent inspireret. Jeg siger inspireret, fordi gnosticisme blev erklæret en kættersk retning af den romersk-katolske kirket. Uden at være kristen, vil jeg sige, at det er med rette, da "kristen" gnosticisme ikke er særlig kristen, udover, at den indeholder tanken om en transcendent Gud og har Jesus Kristus, omend i en meget forandret form. Kristen gnosticisme er igen delt op i en del forskellige retninger, der hver har deres fortolkning af universet og af Bibelen. Det, de har tilfælles, er hvad man kan kalde kernen i gnostisk tænkning:
Gud er fuldkommen transcendent, og har intet at gøre med vores verden. Han har heller ikke engang skabt mennesket. I nogle retninger ønsker Gud at frelse mennesket for derved at frelse sig selv, fordi en del af den guddommelige kraft er låst inde i menneskene. Ved at opnå enhed med menneskene får Gud den gnist af guddommelighed tilbage. I andre retninger frelser Gud menneskene, som han intet har at gøre med af ren og skær medlidenhed.
Engang i en ufatbar urtid er Gud helt alene. Han tænker så en tanke, og den tanke tager form og bliver første æon. Æon er egentlig en tidsbetegnelse, men i gnosticisme betyder det også de emanationer , som udgår fra Gud. Disse æoner får også emanationer blandt disse Kristus, og sådan fortsætter en årsagskæde hele vejen ned til os. Det, der så går galt, det der er Syndefaldet i kristen gnostisk tanke, er at æonet Pisthes-Sophia (Tro-Visdom) frembringer en vederstyggelighed, fordi hun (den?) vil skabe noget uden et partner-æon, ganske som Gud kan gøre det. Det kan ikke lade sig gøre, så derfor frembringer hun en ting, der ikke skulle have været: Demiurgen, Ioltabaoth, Samael, Dybet, etc. Han hedder noget forskelligt i hver tradition, alt efter region og sprog. Demiurgen vågner op, og er blind (Samael betyder den blinde gud på hebraisk) overfor den verden af ren ånd, som han befinder sig i. Alle æonerne og Gud er som sagt fuldtud transcendente: de kan ikke ses, ikke føles, ikke høres, ikke smages, ikke lugtes og fremfor alt kan de ikke forstås af et dødeligt menneske. Da den stakkels Demiurge nu er helt alene (tror han), mener han, at det er ham, der er Gud, og går derfor i gang med at skabe en verden af stof, af masse, det diamentralt modsatte af den rene åndelighed, der var før. Han skaber i den proces også liv, heriblandt os, ved hjælp af den guddommelige pneuma, som han har stjålet fra Pisthes-Sophia.
Demiurgen er lidt af en tyran, og derfor går han også i gang med at bosse rundt med os. Han bliver kendt som JHVH ('Jahve', den hebraiske Gud), "den, som er". Menneskene er ligesom Demiurgen blinde og uvidende om, at der er mere end denne stoflige verden, men menneskene har potentialet pga. det guddommelige pneuma (betyder egt. bare luft) til at gennemskue Demiurgens gøglerværk, og derved opnå enhed med den rigtige Gud gennem kundskab og erkendelse (gnosis). Gud sender bl.a. Kristus til at vække menneskene, og Gud og alle emanationerne erklærer overfor Demiurgen, at han er blind ("Du er Samael", altså den blinde gud). Demiurgen kan godt lide at have et mini-kosmos (altså vores kosmos) at styre, så derfor gør han alt for, at vi ikke skal opnå gnosis, og derved undslippe. Han sætter nogle fangevogtere (arkonter) til at vogte over menneskene og til at holde dem blinde. Syv arkonter vogter i visse traditioner over firmamentets syv sfærer. For at undslippe denne beskidte verden, skal man passere disse syv vogtere. Det lykkedes Maria Magdalena i Maria-evangeliet at passere alle syv, men Jesu disciple tror hende ikke, da hun vender tilbage til Jorden.
For at opsummere: Kristen gnosticisme går ud på, at vi er fanget i denne stoflige verden af en pervers (ikke forstået seksuelt, men derimod som forkert, bagvendt) skaber, som ikke er den rigtige Gud. Kun gennem kendskab til den rigtige Gud (gnosis), kan man opnå frelse.
Den ikke-kristne gnosis er stort set det samme, bortset fra de typisk jødisk-kristne aktører. Her er der mange flere forskellige retninger, men de kan koges ned til, hvad man kan læse ud af Hermes Trismegistos (den tre-gange mægtige Hermes, et græsk navn for den ægyptiske Thoth) og Simon Mageren. Kort fortalt er mennesket her fanget i en labyrint (vores verden), som man kun kan undslippe gennem at akkumulere mere og mere mystisk viden. Det er ikke viden i traditionel forstand. Man skal ikke blive klogere og klogere. Man skal derimod lære sig ting, der strider imod al logik, (f.eks. "Han både er og er ikke", "det har ingen begyndelse og ingen ende", "Hvor er midten af det uendelige" indtil intellektet giver op, og man åbner sig for den mystiske oplevelse, hvori man bliver et med verdensaltet. Sammenlign dette med andre mystikere som Lao-Tze, Eckehart, Rumi, etc. Simon Mageren adskiller måske lidt fra de fleste gnostiske traditioner, da han (hvis han da nogensinde har eksisteret) opfordrer til skørlevned, umoralskhed, etc. Men hans skrifter er unægteligt gnostiske, idet de beskriver et univers, hvori mennesket er fanget og blindt. Kun gennem mystiske sammensmeltninger med Verdensaltet kan man opnå gnosis, og derved lyksalighed (Simon benytter ikke ordet frelse i den kristne forstand). At han opfordrer til tøjleløs opførsel og moral er grundet argumentet, hvis menneskekroppen alligevel kun er et kødeligt hylster uden betydning, kan man vel bruge den til hvad man vil. Andre gnostiske retninger argumenterer for, at kødelige lyster holder en fanget i ens kødelige fængsel. Kun ved at fornægte disse lyster kan man gøre sig fri.
Puha, det blev en lang omgang, og jeg har kun kradset overfladen. Hvis du er interesseret i at vide mere, kan jeg godt anbefale nogle bøger om emnet.
P.S.: Omkring det med at være agnostiker, har det intet med gnosticisme at gøre. Agnostiker betyder bare at være uvidende, i dette tilfælde om gudernes eksistens, det vil sige ikke ateist, men heller ikke troende. Det benyttes ikke i sammenhæng med gnosticisme.
